I januar 2001 begyndte et samarbejde, som i år kunne fejre 25-års jubilæum. Dengang var det måske en stille dato i verdenshistorien – men hos Aquagain markerer den starten på 25 år med Martin Eriksen.
Martin startede som smed og montør – både manden i værkstedet og manden ude hos kunden. En rolle, der kræver mere end blot faglig dygtighed; Det kræver overblik, ansvarlighed og evnen til at repræsentere virksomheden ordentligt. Og netop den kombination har kendetegnet Martin gennem alle årene.
Jubilæet blev arrangeret i tæt samarbejde med Martin selv, der ønskede en hyggelig og uformel fejring sammen med kolleger, familie og venner. Han blev fejret i det lokale forsamlingshus, hvor der blev serveret en kold fadøl og god solid biksemad med spejlæg og alt i lækkert tilbehør. Det blev en enormt hyggelig eftermiddag med grin, gode historier og masser af godt selskab. Efterfølgende har jubilaren selv fortalt, at han “bare havde den perfekte dag” – og det glæder os naturligvis.
En stabil kraft i produktionen
Et 25-års jubilæum kalder selvfølgelig på en tale. Og sådan en holdte Aslak, vores smedemester, hvor han blandt andet fremhævede Martins faglige styrke og rolige tilgang til arbejdet.
Martin blev i sin tid først lejet ind og siden fastansat – en beslutning, der i dag virker helt naturlig. Med stor indsigt i både produktion og montage ved han, hvordan tingene hænger sammen, og han går aldrig på kompromis med kvaliteten.
Hvis det står til Martin, tager tingene den tid, de skal tage – for der er forskel på at have travlt og på at gøre tingene rigtigt . Han er kendt for sit overblik, sin hjælpsomhed og sin evne til at bevare roen – også når der er mange bolde i luften.
Hans ro smitter og bidrager til en tryg og stabil hverdag i produktionen. Martin har aldrig haft behov for at stå forrest – han lader i stedet sit arbejde og sine resultater tale for sig selv.
I dag er han værkstedsformand med både erfaring og stor respekt blandt kollegerne. Ikke fordi han fylder mest i rummet, men fordi han gennem 25 år konsekvent har leveret høj kvalitet med omtanke og ansvarlighed.
Aslak (tv) og Jubilaren Martin (th) - Humøret var højt under jubilæet.
Tak for indsatsen – og kammeratskabet
Som Aslak også sagde i talen: "Når man først har en medarbejder, der er en dygtig håndværker, en god kollega og en, der ved præcis, hvilket kvalitetsniveau Aquagain skal levere – så slipper man ham ikke igen".
Martin er mere end en medarbejder – han er en værdsat kollega og en god kammerat, som mange også kalder en ven.
Stort tillykke med de 25 år, Martin – og tak for din indsats, din ro, din kvalitet og dit engagement gennem alle årene.
- Ring til os, så hjælper vi gerne